< Tilbage

Artikel: Røntgen og ultralydsscanning ved halthedsundersøgelse30-01-2018 - 13:57

Røntgen og ultralydsundersøgelse i forbindelse med halthedsundersøgelse sker primært af 2 årsager.

Det kunne være fordi der er et visuelt synligt ”oplagt” område, hvor dyrlægen mener, at røntgen eller ultralyd kan uddybe forståelsen af, hvad der kan ses. Alternativet kunne det være at halthedens årsag(er) er blevet begrænset til et bestemt anatomisk område ved anvendelse af diagnostiske blokader som omtalt andetsteds, men uden at dette har klargjort hvad der måtte være problemet, hvilket f.eks. ofte er tilfældet distalt i lemmerne, specielt i hov området. Den første situation kunne f.eks. være et led med ekstra meget galle, tilsvarende i en seneskede eller en fortykket og eventuel øm sene eller ligament.

 

Røntgen og ultralyd har hver sit anvendelsesområde men komplimenterer hinanden fortrinligt. Røntgen anvendes til knogler og led, dvs. strukturer, som er ”røntgentætte” pga. af deres indhold af kalcium i forskellige former, mens ultralyd primært anvendes til at se på bløddele, som i forbindelse med halthedsundersøgelser og ortopædi generelt, specielt drejer sig om led, sener og ligamenter.

 

Røntgenoptagelser af hestens knogler og led har undergået noget af en revolution inden for de sidste 10 år i forbindelse med introduktion af digitalt røntgenudstyr. I stedet for at optage et røntgenbillede og senere fremkalde dette i mørkekammeret, blev det pludseligt muligt at lave digitale billeder, som kan ses i løbet af få sekunder på en computerskærm eller lignende og dermed i stalden hos kunden. Den forbedrede teknik har også bevirket, at diagnostiske billeder, af såvel lemmerne som hals og ryg, nu kan tages under praksisforhold, dvs. hos hesteejeren.

 

Røntgen anvendes stadigvæk som det første valg af billeddiagnostik ved halthedsundersøgelser. I sagens natur vil det derfor primært dreje sig om billeder af knogler og led i lemmerne på forben og bagben. Dette vil falde indenfor rammerne af, hvad de fleste hestepraksis kan håndtere, i første omgang i form af at optage såkaldt diagnostiske billeder, dvs. røntgenbilleder som er af en sådan kvalitet, at de kan anvendes til diagnosticering af problemet. Det drejer sig derfor i første omgang om at anvende udstyret korrekt, i anden omgang om at optage korrekte projektioner i et sådant antal, at man kan danne sig et tilstrækkeligt billede af problemets omfang.  I forbindelse med røntgen af led problemer er der en tommelfingerregel der siger, at for at illustrere problemet tilstrækkeligt, bør der normalt optages mindst 4 projektioner med 90° intervaller. Men i mange tilfælde må dyrlægen derudover optage mere specifikke optagelser baseret på, hvad han har set på de 4 standard projektioner. Dette drejer sig ofte om skråprojektioner i indtil flere planer, oftest i forbindelse med kodeleddet, forknæet eller knæskallen på et bagben.

 

Vurdering af røntgenbilleder er en erfaringssag, som dyrlæger optræner i forbindelse med deres faglige udvikling.  Det er nemlig uhyre vigtigt at vide, hvad der er normalt, hvad der eventuelt er eller kan være unormalt og hvad der altid er unormalt. Dette opnås og opdateres fortløbende ved at se på, og sammenligne, røntgenbilleder fra både halte heste og fra haltfrie heste, som man jo f.eks. kan gøre det i forbindelse med røntgen ved handelsundersøgelser, hvor patienten jo i de fleste tilfælde, i hvert fald hvis man kommer så langt som til at optage røntgenbilleder, er eller burde være haltfrie. Som det derfor bør have fremgået, er vurdering af røntgenbilleder derfor et spørgsmål om så megen og så bred erfaring som muligt. Dyrlæger kan, og bør, imidlertid bruge ”2nd opinion-princippet”, dvs. spørge en mere erfaren kollega om hjælp ved vurdering af røntgenbilleder, som måske falder lidt udenfor, hvad dyrlægen ser på til dagligt.

 

Hvorimod røntgen udelukkende anvendes til knogler og (indirekte) til led, anvendes ultralyd som nævnt til bløddels beskadigelser der f.eks. involverer sener eller ligamenter (f.eks. ledbånd). Selvom ultralyds bølger ikke kan penetrere knoglevæv (og man derfor ikke opnår et billede af knoglen som så), dannes der imidlertid et billede når bølgerne reflekteres fra overfladen af en knogle. Dette kan sammenlignes med et ekkolod på en fiskekutter der sender ultralydsbølger i dybden, som reflekteres fra havbunden og dermed angiver ikke alene havdybden men også strukturen af havbunden. Dette kan være en stor fordel ved overfladiske knoglebeskadigelser af den såkaldte periost, som er den aktive membran (knoglehinde), der omgiver knoglens overflade; for eksempel kan man med stor fordel anvende ultralyd til, allerede efter 8-10 dage, at diagnosticere en blødning på overfladen af f.eks. et griffelben eller andre knogler (for eksempel efter et spark), som ellers først kan diagnosticeres som et såkaldt ”overben” på røntgen efter 4-6 uger.

 

I mange tilfælde er det jo muligt selv for lægfolk at mærke, hvis en sene er hævet, hvilket tidligere ofte blev betegnet som en ”klapsene”, specielt indenfor væddeløbssporten. Men med ultralyd til hjælp, er det nu muligt at kvantificere lidelsen, dvs. sætte en værdi på, hvor meget og hvor stor en del af senen der er beskadiget og mindst lige så vigtigt, kan følge reparationen og ophelingen inden i senen, således at man kan tilpasse hestens genoptræning til dette. En hel præcis identifikation af hvor i senen beskadigelsen er sket giver også mulighed for såkaldt ultralyds-guided injektion ind i selve lidelsen, f.eks. i forbindelse med såkaldt ”regenerativ medicin”, dvs. anvendelse af enten IRAP, PRP eller stamceller injiceret direkte ind i læsionen (se mere om regenerativ medicin i en separat artikel og om KDH’s tilskud til dette via en eventuel sygeforsikring).

 

Som nævnt er den hyppigste anvendelse af ultralyd på lemmerne ved beskadigelse af sener og ligamenter.  Ultralyd kan imidlertid også anvendes ved ledbeskadigelser, specielt i komplicerede led såsom bagknæet, hvor ultralyd er essentielt til at vurdere bløddelsstrukturene inden i leddet, såsom menisken og dennes ligamenter. Endelig anvendes ultralyd til alverdens andre overfladiske bløddelshævelser, og er af stor værd til at vurdere, hvad en hævelse ”indeholder”, f.eks i forbindelse med et udefra kommende fremmedlegeme, idet ultralyd kan skelne imellem forskellige væsker (blod, serum, pus mm.) og også kan identificere et fremmedlegeme, også selvom dette eventuelt ikke er metal men f.eks. en torn fra en hæk, som det ofte kan ses hos jagtheste.

 

Røntgen og ultralyd supplerer hinanden ideelt ved billeddiagnostik på lemmerne i forbindelse med halthedsundersøgelser, men begge moduler skal vurderes kritisk og med stor erfaring.

 

Dr. Svend Kold

< Tilbage